Tekstbase - kontekst
Du er på side 84 af 97 sider (Side 136 i forlægget)
Document Buttons
quoniam diuertit ad magistrum equitum D. Magnum Gøije tocius Lutheranismi propugnatorem in hoc regno, quo uocatus erat, illius interuentu, eiusque filię [[Sophię]] ab episcopo adamatę, restitui meruit. Episcopus enim Roschildensis heresi quam religioni addictior, vtriusque, patris scilicet et filię [[meretricis]], importunitate uictus, nonminus stulte quam temere contra decretum tocius magistratus consensit, eundem Ioannem Taussøn esse in Haffniam remittendum. Estque mox remissus, cum uix quindecim dies abfuisset, posterioribus prioribus deterioribus factis. Hanc uero grauissimam iniuriam mirandum est a magistratu regni fuisse toleratam. Quicquid igitur Lutheranismi erat in hoc regno, vsurariorum, adulterorum, meretricum, sacrilegorum et crapule seruientium, patrocinio uigebat, in odium cleri, pudicitię, sobrietatis, abstinentię, atque omnium sacrorum Christiane religionis. Quecunque enim multis seculis obseruata sunt, aut pro virtutum custodia, aut pro diuini cultus maiestate, ab hoc pseudepiscopo impudentissime sunt contempta. Porro quam erat fictus et fucatus, huiusmodi argumento palam fecit. Friderico namque rege adhuc uiuente, solitus erat grauiter comminari Lutheranis a morte Friderici superstitibus, quibus postea non solum pepercit, uerumetiam magno fauore, magnificis donis, ac multis honoribus prosecutus est, maximo simplicium conscientiarum offendiculo, qui nihil aliud metuebant futurum ex huiusmodi prohemiis, quam ingentem religionis et pietatis ruinam.
Eodem anno, cum Lubicenses insolescerent nimio rerum successu, iam facti hostes non tantum
eftersom han tog Ophold hos hele Lutheriets Forkæmper her i Riget, Rigshofmesteren Hr. Mogens Gøje, der havde kaldt ham til sig, saa opnaaede han ved dennes og hans Datter Sofies Mellemkomst, hvem Biskoppen havde fattet Kærlighed til, at han maatte vende tilbage. Thi Biskoppen af Roskilde, der var Kætteriet mere hengiven end Religionen, lod sig ved nærgaaende og indtrængende Forestillinger af begge, baade af Faderen og Datteren, lige saa dumt som uoverlagt bevæge til mod hele Rigsraadets Beslutning at indvillige i, at samme Hans Tavssøn maatte vende tilbage til København. Han vendte ogsaa kort efter tilbage, efter at han næppe havde været fjorten Dage borte, og saaledes blev det sidste værre end det første. Men denne alvorlige Retskrænkelse er det forbavsende, at Rigsraadet har fundet sig i. Alt hvad der fandtes af Lutheri i dette Rige, det være som det være vilde, Aagerkarle, Horkarle Skøger, Kirkebrydere og Drukkenbolte, det blev saaledes taget i Forsvar og trivedes til Spot for Gejstligheden, Kyskheden, Ædrueligheden, Afholdenheden og for alt, hvad der er helligt i den kristne Religion. Thi alt, hvad man i mange Aarhundreder havde iagttaget enten for at vogte paa Dyd og gode Sæder eller til Gudstjenestens Værdighed, foragtedes med den største Skamløshed af denne Skinbiskop. Og hvorledes det hele for ham kun var et ydre, paataget Skin, det godtgjorde han tydelig nok ved følgende Adfærd. Saalænge Kong Frederik endnu levede, plejede han nemlig at true Lutheranerne med de værste Ulykker, naar Kong Frederik først var død, men bag efter ikke blot skaanede han dem, men viste dem stor Gunst, gav dem prægtige Gaver og mange Hædersbevisninger, til det største Anstød for de enfoldig troendes Samvittigheder, som frygtede for, at der efter et saadant Forspil kun vilde følge Religionens og Gudsfrygtens svare Fald.
Samme Aar begyndte Lybeckerne, der vare blevne overmodige af deres altfor store Held og nu vare blevne Fjender ikke blot
