Tekstbase - kontekst

Domherrerne med fuldt Overlæg vægrede sig ved at opfylde hans Forlangende, blev han meget fortørnet paa nogle af dem. Han var saa forblindet af sin Havesyge, at han hverken mærkede det uforskammede i Forlangendet eller paa tilbørlig Vis forstod at bedømme det kloge i Afslaget. Fra denne Tid begyndte han nemlig aabenlyst at optræde baade som Lutheraner og Tyran; thi nu stræbte han ikke alene at krænke offentlige, ved lang Brug hævdede Rettigheder, men ogsaa den Ed, han selv havde svoret og hvorved han ikke blot havde forpligtiget sig til at overholde Roskilde Kirkes Privilegier og Friheder, men ogsaa til at forsvare samme mod alle og enhver, der vilde angribe dem, hvor mægtige og voldsomme disse end vare, for at han ikke skulde synes at ringeagte den gode Hyrdes Pligt.

For denne paa een Gang saa kloge og saa retfærdige Vægring hævnede han sig paa følgende Maade paa hele Roskilde Kapitel. Under Paaskud af at beskytte Gejstligheden mod den verdslige Adels Voldsomhed benyttede han sig af Lejligheden og tiltog sig med Magt den Ret, hele Gejstligheden stedse havde besiddet over sine vornede, idet han fik disse til at forpligtige sig til at være ham hørige og lydige, for at de saaledes, efter at være befriede fra Lydighedspligten mod deres egne Herrer, altid skulde være ham undergivne. Men denne selvtagne Rettighed (hvorved han fra først af kun synes at have villet tilvende sig en Indtægt af een Tønde Havre af hver vorned), blev for ham en stor Indtægskilde, hvad der senere tydelig nok viste sig, da det begyndte stadig at gaa tilbage for ham. Man kunde heller ikke ved nogensomhelst Forestilling faa ham til at give Slip paa denne Selvtægt. Først søgte man at bevæge ham dertil ved de mest indtrængende Bønner; derpaa besvor man ham derom ved den Ed, han fordum havde aflagt og forsynet med sit Segl og sin Haandskrift; til sidst søgte hans Slægtninge og Venner, især hans Broder Ejler Rønnov, Hr. Tyge Krabbe og Hr. Johan Urne ved deres Raad og Paamindelser