Udgavens indledning

Indledning

»En liden (!) latinsk ordbog med danske forklaringer, samlet fra de bedste latinske forfattere, til brug for den danske ungdom; tilligemed en omfattende ordfortegnelse, som vil være til ikke ringe hjælp for børnene«. Således lyder i oversættelse begyndelsen af titelbladet til Malmø-vejermesteren Henrik Smiths »Libellus vocum Latinarum«, som hermed udgives påny, nu i form af en faksimile af palæotyp no. 1605 i Lauritz Nielsens »Dansk Bibliografi [1482-1600]« fra 1919-1933. Universitets-Jubilæets danske Samfund besørger hermed det fjerde bind af syv planlagte i serien af bevarede latinske, sprog- og kulturhistorisk værdifulde vokabularier fra det 16. århundrede.
    Autor navngiver sig dernæst på titelbladet som Henricus Faber Malmogius og daterer sit værk til 1563. Han nævner, at han har opnået privilegium fra kong Frederik II i fem år som værn mod uberettigede eftertrykkere.
    To år forinden havde førsteudgaven af den skånske kannik Jon Tursens latinsk-danske realordbog (denne series bind 3) forladt pressen i København. Henrik Smith var skåning som Jon Tursen, men ikke gejstlig som denne. Som skrivende person har Henrik Smiths berømte lægebøger og botaniske værker i øvrigt skaffet ham en så fremtrædende plads i renæssancens litteraturhistorie, og hans levned er så ofte behandlet, at det her vil være tilstrækkeligt med et rids, der tager sigte på det leksikale værk, hvormed han i sin høje alder genoptog sit klassiske sprogstudium (jf. hans »Hortulus synonymorum«, 1520, denne series bind 2) og begyndte at se frugterne heraf, før døden indhentede ham.
Henrik Smith var født i Malmø i slutningen af det 15. århundrede. Han må have fået sin første boglige lærdom i en af byens klosterskoler , hvor den korporlige disciplin blev sat højere end færdigheden i at »tale ret latine eller at skrive god danske«. Tidligt i det ny århundrede lod han sig tilskynde af oplyste borgere i sin hjemby til at frekventere velanskrevne tyske lærdomssæder (hvoriblandt Rostock, Leipzig og Wittenberg). Her var den lærde dannelse ved at blive ført ind i nye baner af renæssancebevægelsen og den gryende reformation. Som en humanismens vagant tog han ivrigt stilling til alt det nye; og han sluttede inderligt venskab med danskeren Petrus Parvus (Peder Lille), beundrer af Erasmus Roterodamus. Petrus Parvus skrev fortalen til Henrik Smiths ovennævne ungdomsværk »Hortulus«, og hans idealer spores også i dennes fortale til læseren eller brugeren af »Libellus« (valget af den illustrative Erasmusdialog, hvorom ndf.). Henrik Smith omgikkes også tyske universitetslærere, om hvis fortrinlige undervisning i de klassiske sprog rygtet skal være nået op til Danmark. I Leipzig besørgede han 1516-18 nye oplag af lundekanniken Christiern Pedersens skrifter, således en forøget version af hans latinske vokabularium (l510-trykket er denne series bind 1). – Atter hjemme i Malmø publicerede han 1520 sin »synonymordbog« til skolebrug. Med sit register over danske ord bliver dette lille værk, som han selv senere i livet betegnede som sin »første urtegård«, en forløber for hans »Libellus« 43 år senere. Som det andet steds skal påvises, er »Hortulus« ikke noget originalt arbejde, og han lovede da også i en af sine senere fortaler noget »langt mere lærd og bedre« i tillid til den ildhu, han nærede for at udvikle en ædlere og renere latin af skolastikkens barbari.
    1523 må han antages, i et tjenesteforhold til Malmøborgmesteren Hans Mickelsen sammen med denne at have fulgt den landflygtige kong Christiern II til Wittenberg, hvor han medvirkede ved den ældste danske bibeloversættelse. – 1526-31 finder vi ham i Holland, ved hoffet i Lier, hvor han giftede sig og flere gange skal have været i yderste forlegenhed pa grund af sit lutheranske sindelag. – Frederik Is død 1533 og Grevens fejde gav ham mulighed for at bosætte sig med familien i Malmø, og han forblev nu i sin hjemby til sin død 1563. Gennem en snes år var han byens vejermester, et embede hans fader Pieter og hans broder Herman (oversætteren af »En Ræffue Bog«) havde beklædt før ham. Professionen var dog ikke nok for vejermesteren, der selv oftere betegnede sig som åndeligt rastløs ved dag som ved nat, og som vitterlig var usædvanlig lærd, dybt fortrolig med antikkens såvel som renæssancens latin og en prominent dyrker af lægekunst, farmaci og botanik. Han fortsatte ufortrødent sin række af »urtegårde«, skrifter af medicinsk og farmaceutisk indhold, og beslægtede værker; de genoptryktes helt op i vort århundrede, lægebøgerne senest i en monumental facsimileudgave 1976. Dette skal nævnes, fordi »urtegårdene« rummer et stort materiale, hvormed autor har sat skik på de fyldigste kapitler i »Libellus, (se fx p. 58ff og 335ff ndf.).
    Besjælet af ønsket om selv at bane vejen for en ny pædagogik gjorde Henrik Smith sig i 1563 fri af de bjærgsomme »bogeførere« og blev sin egen kommissionær. Han må antages at have holdt den færdige ordbog til fals »apud Henricum Fabrum, Ciuem & Zygostatem Malmogiensem« (således annonceret p. 464 og ved bogens slutning). Trykningen havde han overladt til den københavnske bogtrykker Iohannes Zimmermann, der skilte sig fra opgaven på mådelig vis. Bogen er sat uden æstetiske ambitioner. Antikva og schwabacher er brugt, kursiv og græske typer forekommer derimod ikke. Der er 23-24 linier på siden i to spalter, kustoder og en del fejl i pagineringen. Som initialer er brugt skriftens majuskler, og der er ingen forsiringer eller vignetter. Formatet er med 16-sidede ark lille oktav, passende til at bære i kjortelfligen. Om bogens pris og hvad der blev af det næppe ubetydelige restoplag efter autors død i udgivelsesåret kan intet oplyses.
    Et halvt ark foran i bogen optages af en tilegnelse samt en fortale til brugeren. Hvad der gemmer sig af personlige bekendelser i disse latinske afsnit skal kort antydes her.
    Tilegnelsen er stilet til Hans Skovgaard (1526-80) til Gundestrup (nu Vrams Gunnarstorp) i Skåne. Samme Iohannes Skaugardius var af oprindelig jysk adel, rigsråd og fra 1559 øverste sekretær i Danske Kancelli. Hans indflydelse hos Frederik II, hvem Henrik Smith tidligere havde dediceret et par bøger, var stor, og det er troligt, at hans og vejermesterens veje har krydsedes i 1550'erne.
    Henrik Smith vedgår, at han er en rastløs natur, som ikke tåler at være ubeskæftiget. Arbejde er Guds gave og må bestrides Gud til ære, kirken og landet til gavn. Selv i sin høje alder bør man skaffe sig sindsro og glæde ved at påtage sig nyttigt arbejde. Magter man ikke så meget selv, må man lægge noget til rette for de unge kræfter. Da nu latinen er commune artium vehiculum, lærdommens universelle sprog, har autor påtaget sig at forfatte en latinsk-dansk ordbog på 6300 ord, og han håber, at den ved en kongelig embedsmands beskærmelse må nå langt ud i pueriles scholas uden at blive offer for ondsindede kritikeres bidskhed (en bitterhed han flere gange giver udtryk for). For Hans Skovgaard selv, hvem Gud har udset til ansvarsfulde hverv, vil ordbogen næppe kunne få betydning, men måske vil den kunne gavne de yngste lag af hans velynders venner og familie.
    I fortalen til brugeren beretter autor dernæst, at han først og fremmest har haft til hensigt at tilvejebringe, hvad man i vore dage kunne kalde en nominalordbog (dvs. en realordbog, der hovedsagelig begrænser sig til de nominale ordkategorier). Han bestyrkes i sit forehavende af en meningsfælle, nemlig Erasmus Roterodamus, som i sin dialog »De rerum vocabulis« fremsætter sit syn på latinundervisningens forfald. Autor henter opbyggelse ved at aftrykke hovedparten af dialogen, som er en meningsudveksling mellem en bjørn og en løve. Men undervejs gennem fortalen overmandes han (som flere gange i det tidligere forfatterskab) af den før omtalte blanding af frygt og foragt for bagtaleres ubillige kritik: disse avindsyge, at ligne ved simple tyve, finder den højeste nydelse i at tale nedsættende om et godt arbejde. Autor ved godt, at der findes lavsindede mennesker, som på grund af hans emnes særpræg og på grund af hans stilling i samfundet griber enhver lejlighed til at rakke hans arbejde ned.
    I sit anlæg vidner ordbogen om, at formålet er at lære de unge tingenes navne, så at de ikke må nøjes med at pege på det, de ønsker rakt, eller at tage deres tilflugt til vadmelssproget.
    Synonymer forekommer i stort tal; det er, siger autor, en af grundene til at han har måttet fravige det alfabetiske princip, men han har til gengæld oprettet et alfabetisk index over de latinske ord, »så nøjagtigt som det var ham muligt«. Navne på fisk, fugle, planter, krybdyr og ædelsten må dog tages for pålydende, da der næppe kan findes to, som kan enes om, hvilket navn der er det rette.
    Kildekritik ligger uden for denne indlednings ramme. Det skal dog lige nævnes, at Henrik Smiths ordbog i sit (kontinentale?) anlæg har en vis lighed med Jon Tursens to år ældre realordbog, men at vi ikke her har et »nominalt« vokabularium over for et overvejende »verbalt« - samt at der ikke vil kunne føres bevis for, at de to latinister forskellige i tro og tanke - har kunnet eller villet bygge på hinandens arbejder.
    Efter fortalen til brugeren følger en oversigt over bogens 64 kapitler. Da autor kun opfører emnegruppernes latinske titler, hidsættes her til hurtig orientering de tilsvarende danske med sidehenvisninger. (Der er set bort fra typografiske vilkårligheder):

1. Om Gud     1
2. Om himmelen og himmelske ting     3
3. Om de fire elementer, wæyer och hues [hvad] i lucten [luften] sees     6
4. [Om verdenshjørnerne og vindene]     10
5. Om tijden [tiden] och tijdens parter     13
6. Om iord eller land     24
7. Om menniskens lemmer     30
8. Legemens skickeligheder     50
9. Om kønnernis vndersked [kønnenes forskel]     55
10. Om atskillige siugdomme     58
11. Om lægedom, oc det som hører til lægedom     81
12. Om klæderne     88
13. Ord som lyde paa slect oc frendskaff     99
14. Om ecteskabs oc suogerskabs naffn     103
15. Kongerigers oc folckers naffn     107
16. Om staden     117
17. Steders naffn [stæders navne]     124
18. Om kircken     133
19. Om bøger     143
20. De aandelige verdigheds naffn     154
21. Om bogelige gode konster    158
20. [ɔ: 22J Verslig werdigheds, oc befallings naffn    [174 ɔ:] 164
23: Konstenernis oc handeuerckers mands naffn    174
24. Om embitzmends redskab     192
25. Om huss [huse] oc hussens deler     209
26. Om stue oc stues redskab/bohaffue     223
27. Om soffue kammer     231
28. Om bad    235
28[bis]. Om dricke kar     239
29. Om kar som noget igemmes     242
30. Om køcken oc køckens ty [køkkentøj]     247
31. Om vand kar     253
32. Om maden     [256 ɔ:] 255
33. Om kellere oc drick     267
34. Instrumenter oc redskaff som man leger [spiller] paa     272
35. Om almindelige farffuer [farver]     276
36. Om de diur som haffue fire fødder     280
37. Om fugle     291
38. Om fuglenis lemmer     299
39. Fiskis naffn     300
40. Om fiskenis lemmer     305
41. Om fiskers redskaff     306
42. Om orme     308
43. Om orme hues hoffuit [hoved] er skilde fra kroppen [insekter]     313
44. Om træer     315
45. Om det som er paa træit     325
46. Om træernis fruct     328
47. Om det som føl met [følger med, hører til] nøder     [324 ɔ:] 334
48. Om vrter [urter, planter]     335
49. Om blomsterne     368
50. Om velluctendis vrter oc rødder    370
51. Om korn    372
52. Om den fruct som er i beller [bælge] oc icke affskeres, men opdrages oc affpluckes met henderne     374
53. Om stene oc perler     376
54. Om malm     378
55. Om bonde redskaff     381
56. Om vand oc floder     397
57. Om skib oc skibs redskaff     402
58. Om misgierninger pine oc straff     413
59. Om onde gierningers mennisker     418
60. Om kriigsrystning     429
61. Om leg     448
62. Om jordemaal     454
63. Om mynten [mønten]     [417 ɔ:] 457
64. Om vect [vægt] oc vectens parter [dele] effter rommerske vecter     458
65. Ord som mand teler [tæller] met     462

Derefter følger på 1 side en fortegnelse over 14 grammatiske benævnelser, som de forkortes i ordbogens hovedafsnit. De henhører alle til de nominale ordklasser.
    Det er lykkedes autor – ved korrekturlæsningen – at »fange« et betydeligt antal fejl i hoveddelens antikva-ord, og dem har han korrigeret med en stjerne i det 137 sider store upaginerede alfabetiske index, en hovednøgle til alt det foregående. Efter endnu nogle få rettelser til de danske ord foran kan han i maj 1563 lade pennefjeren synke og udbyde bogen til salg.

Det er ikke hensigten i denne indledning at foregribe den sproglige analyse, som efter planen skal afrunde vokabularie-udgaven. Det er jo klart, at det for vor tidsalder ikke kan være latinen, som er hovedsagen. Det latinske ordforråd, Henrik Smith har indsamlet, er umådelig rigt på detaljer (synonymer). Det er hentet hos de antikke forfattere, men uden tvivl suppleret fra et eller flere kontinentale leksika, og pædagogen har omhyggeligt forsynet ordene med let gennemskuelige grammatiske forkortelser for de nominale ordkategorier (deklinationer). - Af stor betydning er derimod de bidrag til det danske sprogs historie, som bogen afgiver i form af en mængde ord, som tidligere var almindelige, men nu er obsolete. Autors oversættelse kan være udtrykt kortfattet i en koncis ord-for-ord modsvarighed; men ofte har han måttet tage sin tilflugt til at knibe ikke ganske korte definitoriske udredninger ind i det lille ordbogsformat. Vore dages filolog nyder godt af den dobbelte kontrol, der muliggøres ved, at de danske ord helt igennem har de latinske ved deres side.
    Det er værd at mærke sig, at de vernaculære partier af Henrik Smiths skrifter er i skånsk sprogform. I epilogen til den tredie »urtegård« (1555 eller 1557) siger han selv, at han har tilføjet planternes latinske navne »for den skyld, at somme vrter kaldis eller neffnis icke saa i Skaane som i Sieland«. Libellus' ordstof har dog utvivlsomt et almendansk præg, og en eventuel dialektal ballast lader sig nok bedst studere i Henrik Smiths »urtegårde«, fordi de har et populært sigte og lettere lader sig bedømme syntaktisk.
    Man lader sig sikkert let overbevise om Libellus' sprog- og kulturhistoriske alsidighed af nogle få eksempler, taget ud af mangfoldigheden:
    Soelgisel, radius solaris, solstråle (p. 4); marirock, Orion, et stjernebillede (7); haugard, halo, en lys ring om månen (8); soelhuerff, solstitium, solhverv (15); blidel, februarius (16); foruorpen dag, dies religiosus, ulykkelig, uheldig dag (20); kulck paa struben, ruma, del af struben og spiserøret (40); ryggekode, spondilus, ryghvirvel (44); stam, hesitans, stammende; lesp, blæsus, læspende (begge 51); elluff vild, phanaticus, ellevild (64); podagel, chiragra & podagra, podagra (68); oxel, tuber, byld, hævelse (74); forhaauit eller knoppit klæde, vestis clauata, med ophøjninger, knopper (89); paltzkiortel, exomis, »kiortel vden erme« (95); spang som belte prydes met, bulla, spænde, smykke (99); eruid, parentalia, gravøl (142); begengelse, exequiæ, begravelse og gildet ved denne (142); liberi, bibliotheca (145); kødmangere, slactere, lanius, slagter (192); fingerbør, digitale, fingerbøl (193, skånsk!); smedested, incus, ambolt (196); den tang som settes paa hestis næse naar de skoes, kalles en brems, mercker oc en mulkorff, postomis, bremse (218); sprinckel, eller spranckuerck, cancelli clathrus, »som giøres som sprinckelvindue« (218), falaske, fauilla, gloende aske, emmer (248); saltsercken, catillus lille fad eller skål (252); kitte, urnula, spand (253); bøste, perna, skinke; flycke, petaso, side af svin eller kreatur (begge 262); skerre, sistrum, skralde (275), racke, catellus, hund (288); riffuisse, apes, digesvale (298); telling, »som rinder op aff iorden«, virgultum, rodskud (327).
    Tragoedia: er en herlig subtilig oc merckelig leg / huilken omsiger endis met sorg oc bedrøffuelse (151); crustularius: som bager klened / kringler / peberkage / oblede / oc anden saadan børnemad (190); mantica: veske eller seck som er hul mit paa at stoppe hoffuedet igennem / saa at der kan legges i begge ender / huad mand vil (246); tomacula: ret aff suine leffuer / stegt i en pande / oc til red / met gode vrter / eller leffuer pølse (256); laganum: lecker oc kresen mad tilred aff mandele / huede mel oc vrter (266); viuerra: er it lidet diur som iegere bruge / naar som de iage effter harer eller Caninicker / vdi Brabant kalles det ferret (291); tricæ: hør eller blaar som beuebis omkring køllinge fødder / saa de kunde icke gaa (294); pectunculus: den fisk som ligger i de skaler / huilke de bere paa deris kleder som komme fra S. Jacob (305); vmbra: dryntelgest som sig selff indbiuder / oc følger dem som ere indbodne (429); pancratium: leg oc løstig legemens øffuelse / lige som naar to brydis sammen oc bruge lystighed / oc den ene slar sin fod om den andens / paa det hand kand nedkaste den anden (451); petaurum: en sinderlig slags leg / som naar nogen henger en tønegiord høgt op / oc der siunger [ɔ: svinger] sig igemmen / frem oc tilbage / henger stiunden ved en hand / stunden ved en fod (453).

De eksemplarer af »Libellus«, udgiveren har haft lejlighed til at vurdere med henblik på reproduktion, er gennemgående mere eller mindre slidte, snavsede, tomlede, fugtplettede, defekte og forsynede med tilskrifter eller tegninger, som vidner om at brugeren har distanceret sig fra bogens faglige pensum. Imidlertid er der meget der tyder på, at Henrik Smiths initiativ har tilfredsstillet et behov, og at hans opslagsværk kunne have oplevet ét eller flere oplag end 1563-trykket, om ikke døden havde afskåret ophavsmanden fra at skaffe den fortsat bevågenhed hos latinskolens hørere (og disciple?).
    Af forskellige grunde gengiver reproduktionen helt og holdent eksemplaret i Københavns universitetsbibliotek (pkt. 7 ndf.) og er kun suppleret med Det kgl. Biblioteks, hvor grundlaget svigtede totalt. Der er ikke påtruffet indbyrdes afvigelser i de undersøgte eksemplarers tekst bortset fra et enkelt senere tiltrykt sidetal i et af dem.
Den følgende liste tager Lauritz Nielsens oversigt over proveniens som udgangspunkt. Som man vil se, opbevares ingen af eksemplarerne uden for Norden – hvilket indtryk dog kan skyldes ufuldstændig registrering.
    1. Ejermærke Aarhus, Katedralskolens Bibl. – Bogen er, trods velvillig hjælp fra skolens bibliotekar, ikke kommet for dagen. En stor del af det gamle skolebibliotek ligger nedpakket efter flere flytninger, hvorved en stor sammenblanding af bøgerne er forekommet. Ifølge (delvis håndskrevne) kataloger fra det 19. årh. har bogen været imellem de ca. 20 fra det 16. årh., som i hvert fald i 1925 ikke var afgivet til det i 1902 oprettede Statsbibliotek i samme by. – Lauritz Nielsen har næppe set dette eksemplar; han betegner det i 1932 som »defekt«, formentlig ud fra en håndskreven liste (fra 1870'erne, s. 84, løbe-nr. 134), der tilføjer: (s. tit.), ɔ: uden titelblad.
    2. Ikke identisk med det foregående og ikke kendt af Nielsen er et eksemplar i Aarhus, Statsbibl. med opstillingssignaturen Pal[æotyp] LN 1506. Bogen har engang været i sprogmanden Israel Levins (1810-83) eje og indgik senere i den västergötske bibliofil Per Hiertas (1864-1924) samling af ældre skandinaviske tryk (sign. Hierta 648). Denne samling spredtes 1932 af et stockholmsk antikvariat ved en opsigtsvækkende auktion, men bogen forblev i Sverige i privateje hos den kendte bogsamler Thore Virgin (1886-1957; købt 9/II 1932). En tid lang var den i Rolf Wistrands bibliotek (no. 2091). - Indbindingen er nu ikke den originale, og bogen er restaureret. Signaturen A (16 sider) mangler.
    3. Kalmar , Läroverkets Bibl. (nu: Stifts- och gymnasiebiblioteket). Nielsen opfører et eksemplar, hvis eksistens underbygges af en post i Förteckning öfver Kalmar H. Elementarläroverks boksamling (1876). Bibliotekaren ved Stadsbibliotekets boghistoriske samling har forgæves eftersøgt bogen i den kronologiske opstilling af gamle tryk. En forklaring herpå kan tænkes, jf. pkt. 8 ndf.
    4.-6. Kbh., Kgl. Bibl. I København findes fire eksemplarer, hvoraf tre i Det kgl. Bibliotek på Slotsholmen. Uanset Nielsens bemærkning: »det ene defekt« er der mangler ved dem alle. Bedst bevaret er ex. 1, stramt indbundet og derfor uegnet til reproduktionsformål. Ex. 2 er stærkt beskåret; det hidrører fra Hielmstiernes samling (Hj 2047, 8°). Ex. 3 er i originalt hellæder med spor efter spænder; titelbladet mangler; der er mange snavsede brugsspor, streger, blæktegninger og uvæsentlige tilskrifter - fx. denne bog / hør mig Christenn / Jenßen till meth Reth /och siell bogen har ieg / Tiff huo hinde steler / hand Er Enn Tiff / Christen Jensenn; ved ordet Bisp i kapitlet om gejstlige står: Christen Jenßen Sallum / Anno 1651 / 1651; der er en tonerække p. 79 og fromme rimede bønner transversalt p. 98f.
    7. Kbh., Univ. Bibl. - Signatur: KI, 61310, 8°. Dette eksemplar er slidt, men ikke desto mindre egnet til reproduktion. Det gamle hellæderbind er restaureret i 1800-tallet. Der er nu en manco på tre blade (ikke noteret af Nielsen), teksttab i fortalerne og ormegange i de første 150 sider. Sidste sides årstal er med blæk rettet fra 1563 til 1583.
    8. Stockholm, Kgl. Bibl. med signaturen Språkvet. Lat. Lex. RAR. – Med elskværdig hjælp fra referenssektionens 1. bibliotekarie kan følgende oplyses: Ifølge påtegning er eksemplaret, vist i begyndelsen af 1800-tallet, skænket til Kongl. gymnasii biblioteket i Kalmar af en gymnasiast ved navn I. Marin og efter lærerrådsbeslutning af 1919 deponeret i Stockholm. Som tidligere ejer anføres med årstallet 1797 en person, hvis navn antagelig skal læses som F. S. Forsmann. – Indbindingen er medtaget og repareret i gammel tid. Titelbladet er skrøbeligt, bogen har ormehuller, fingermærker og pletter og er indstreget af forskellige tidlige ejere. - Jf. pkt. 3 ovf.
    9. Oslo, Univ. Bibl. / 10. Trondhjem. Vidensk. Selsk. Bibl. (nu universitetsbibl.) - Det er ikke lykkedes for udgiveren at få nøjere kendskab til de to norske eksemplarer.
   11. Uppsala, Univ. Bibl. - Signatur: Danica vet. 160a. Bogen er i samtidigt ciseleret hellæder med spor efter spænder. Eksemplaret minder om Det kgl. Biblioteks ex. 3 (pkt. 6 ovf.), men er fugtskadet. 3 blade (Pp 8, Qq 1 og 2) er revet ud. Begge bogens årstal er forfalsket til 1583 (jf. pkt. 7 ovf.). Der er mange tilskrifter på titelbladet og i permen. Særlig meget har den pæne bog lidt, medens dens ejer var en vis Ionas Nicolaj Schoningius; han må have været i bekneb for »skrivpapir« og har forsynet bindets indersider med et par ukunstneriske, letfærdige miniaturevignetter og latinske allusioner til dem. Der er flere andre mere eller mindre læselige ejernavne, men det er vist også den nævnte Jens Nielsen Skaaning, der med stor rødkridt-skrift bag i bogen har proponeret to af ordbogens gloser for øl (Zythuus og Cerevisia) og forsynet dem med et minustegn.

Blandt de nordiske filologer og historikere, der tidligst lod sig fængsle af Libellus' mangfoldighed, var N. M. Petersen i hans litteraturhistorie (2. udg. ved Secher 1867), L. Weibull som i 1890'erne leverede en levnedsskildring af Henrik Smith i Skånska samlingar, og Otto Kalkar, som ved samme tid behandlede vokabulariernes danske ord i sin Ordbog til det ældre danske sprog.

Jørgen Larsen